Bidrag til Kristianiafjordens Molluskfauna.

• 1. Innføring
• 2. Fortegnelse over de ved Drøbak levende molluskerefter deres udbredning i dybet.
• 3. Lamellibranchiata
• 4. Gastropoda

1. Innføring

Brøggers første vitenskapelige arbeid pressenteres her i digital utgave. For å gjøre den lesevennlig på Internett er den noe omredigert og artslistenes sidetabeller utelatt.

Da jeg i de første dage af Juni maaned forrige aar tiltraadte min reise, gik det snart op for mig, at jeg aldeles maatte forandre min oprindelige reiseplan: at undersøge saa mange punkter af fjorden, som mueligt, og derhos at prøve lykken paa nye findesteder. Jeg havde nemlig allerede til den nødvendige udrustning brugt omtrent 2/5 af reisepengene (50 Spd.), der saaledes ingenlunde vilde kunne strække til for en saa vidtløftig plan, som den jeg fra først af havde havt. Tværtimod, hvad jeg havde tænkt, maatte jeg derfor beslutte mig til at gjøre et enkelt, tidligere velkjendt punkt til gjenstand for mine undersøgelser, og valgte hertil det sted, der maaske er det bedst undersøgte af alle findesteder i Kristianiafjorden, nemlig Drøbak, der tiltrods for denne omstsendighed lokkede mig mest, dels fordi jeg kjendte faunan der noget fra tidligere dage, dels fordi jeg der mindre end paa noget sted længer ude i fjorden vilde være afhængig af vind og veir, om dette skulde blive mig ugunstigt. Endelig var det jo ved Drøbak at M. Sars endnu 1865 i størst mængde gjenfandt ikke faa for fjorden nye arktiske dyrformer, der ber lige siden glacial tiden saa tappert har fristet livet under alle omskiftelser, skjønt bunden har hævet sig og klimats varme har tiltaget siden de dage. Disse arktiske udliggere, som Forbes kalder dem, ønskede jeg især at faa et nøiere kjendskab til, rigtignok mere for at faa et levende indtryk af de erfaringer, der tidligere var gjort mod hensyn til dem, end fordi jeg med mine smaa midler kunde have synderligt haab om at forøge disse med nye kjendsgjerninger.

Det er dog ikke blot disse gamle former, man ved Drøbak har fortrinlig anledning til at blive kjendt med; men i det hele kan man maaske der lettere end noget andet sted i fjorden studere faunan overhovedet, og blive slaaet af, hvor broget den er sammensat at oprindelig arktiske, boreale og lusitanske arter, et faktum, der ikke er kjendt fra Kristianiafjorden alene, men ogsaa fra Vestlandets dybe fjorde, og som ved de geologiske tidsrum med sine omdannelser og veirskifter, det fortieller om, netop gjør studiet af vore fjordfaunar saa interessant. Hvad der nemlig ved Drøbak gjør forholdene saa gunstige, er dette, at man der finder alle disse 3 grupper af former forholdsvis rigt reprsesenterede paa et nogenlunde trangt og begrsendset rum.

Fig. I — 5. Pecten septemradiatus, Müller; var crebricostatus.

Fig. 1. Skallet, seet ovenfra.

— 2. Et stykke af det underste skal for at vise skulpturen; omtrent 4 gange forstørret.

— 3. Skallet, seet fra siden; til venstre det underste, til høire det øvre skal.

— 4 angiver skallets længde og bredde,

— 5 dels længde og tykkelse.

Fig. 6—7. Pecten septemradiatus, Müller; den her i fjorden alm. form.

Fig. 6 angiver længden og bredden,

— 7 længden og tykkelsen.

Uagtet jeg vistnok senere opholdt mig nogle dage i VaIlø og Holmestrand, bliver det alligevel vsesentlig Drøbaks fauna, jeg her kommer til at give et lidet bidrag til, men da dette vel er et af de i malakologisk henseende mærkeligste punkter i fjorden, vil det forhaabentlig ikke være uden interesse at faa saa nøiagtige oplysninger, som mueligt, om forholdene der. Jeg fik undersøgt stedet temmelig nøie, idet jeg efter et ophold paa vel 14 dage fra begyndelsen af Juni, senere fik anledning til atter at undersøge bunden der endnu vel 14 dage fra omkring begyndelsen af Juli sammen med en engelsk reisende hr. T. A. Verkrützen, hvem jeg derfor sender min hjærteligste tak.

Førend jeg gaar over til, som jeg har tænkt, at give en oversigt over faunans sammenssetning i de forskjellige dyb, vil jeg først i korte drag omtale fjordens form og dybde samt bundens beskaffenhed paa de forskjellige lokaliteter, jeg har undersøgt Allerede en mil syd for Drøbak ved Filtvedt er Fjorden meget trang — mellem '|2 og 1 fjerding bred — og beholder omtrent denne bredde ligetil strax nedenfor byen; paa hele denne strækning gaar i be¬gyndelsen midt i fjorden senere nærmere østsiden en tem¬melig bred dybrende, som en halv mil syd for byen naar en dybde af 100-120 favn (Solbergmedet og linger nord Rødtangdybet); længer nordover bliver renden lidt efter lidt grundere, men har dog endnu en dybde af 50 favn (Stormedet) næsten ret ud for byens sydende, nærmere østsiden. Lidt i syd for Drøbak aftager dybden stærkt over hele bredden af fjorden, som ganske svagt smalner af mod Kaholmen; nærmere vestsiden dukker med noget mellemrum et par skjær op (Storskjær og Smaaskjærene), medens dybrenden endnu holder sig user østsiden, men tilslut ganske smal og grund, et steds kun 18 favn (Bærrenden). Ved Kaholmen og Haaøen deler fjorden sig i 2 lige fra begyndelsen meget smale arme; dybden tiltager atter, renden dukker op og naar flere steder et dyb af 60 favn. Den østligste af disse to arme danner igjen en overordentlig trang og langstrakt bugt (Hallangspollen), der gaar fra syd mod nord strax ovenfor Drøbak.

Bundens beskaffenhed er efter dybden meget forskjellig; man kan vel adskille 3 slags: 1) lerbund, 2) grus- og koralbund, 3) fjeldbund.

1. Paa store dybder og lige op til omtrent 40 favn, enkeltvis endnu høiere, bestaar bunden nogenlunde uforanderlig af et brunagtigt løst meget fint mudder, som næsten ganske kan udskylles i et fint sold uden at efterlade synderlig andet end af og til lidt raadden tang og desuden de organismer, der lever paa hine dybder. Imidlertid vil man i almindelighed finde, at denne slags bund især paa et dyb af 120—80 favn (Solbergmedet og Rødtangdybet) holder sig ensartet. Paa mindre dybder 70—50 favn (f. ex. ved Skipellemedet og strax nordfor dette ved Ellemedet) vil man hyppig finde hint fine mudder aldeles opfyldt af raadden — saakaldet "død" — "tang" (Zostera), der i høi grad vanskeliggjør undersøgelsen, men dog ofte giver temmelig rige fund. Paa endnu ringere dyb 60—40 favn (f. ex. her og der paa Stormedet) bestaar bunden ofte væsentlig af et mere tæt og seigt blaaler, der klumper sig og derfor vanskelig lader sig skylle. Jeg maa her foruden disse steder endnu ganske som en undtagelse nævne en lokalitet med lerbund, der gaar betydelig bøiere op: nemlig den bugt, der danner indgangen til det indre af Hallangspollen, nord for Drøbak. Bunden bestaar der vistnok næsten overalt i bugten af grus og grovt grusblandet ler paa en dybde af 10—20 favn, men derhos i en ganske smal dybrende paa 25 favn af et løsere mudder og ler, hvor faunan havde stor lighed med de større dybders.

2. Ganske forskjellig fra denne mer eller mindre rene ler- og mudderbund er bunden hovedsagelig mellem Drøbak og fjordens vestside, Kaholmen og Storskjær ("Langgrunden"); dybden paa dette strøg er ringe, omtrent 30—10 favn, temmelig ensartet, men i det hele aftagende nordover og omkring skjærene. Man faar her næsten overalt skraben fuld af smaasten, grus og Nulliporer her og der med lidt ler og hyppig en hel mængde Laminarier, men isser af større og mindre brudstykker af Lophelia prolifara — af fiskerne kaldt "pileben" — der aldeles opfylder bunden og foruden over hele dette strøg ogsaa er udbredt langt videre, f. ex. til Stormedet, hvor de er temmelig almindelige; nordover taber de sig lidt efter lidt henimod Hallangspollen. Man finder ved Drøbak, som bekjendt aldrig korallen med det levende dyr i, heller ikke fastvoxen, saavidt jeg ved, men derimod af til ligesom nedstukkeniundergrundens ler; ved Pilerabben paa nordvestsiden af Smaaskjær danner den et fuldstændigt rev af døde koraller paa en betydelig strækning i en dybde af 10—25 favn. Foruden paa dette strøg har man ogsaa lerblandet grus- og skjælbund hyppig langs fjeldsiderne i en dybde af i almindelighed 15—30 favn (l. ex. ved Skipelleodden, Elleraasen, Braategrunden, Bærodden, Hallangspollen og flere steder) jevnt bevoxet med Laminarier, men ikke saaledes som Langgrunden opfyldt med pileben.

3. Hvor bergskrænterne skraaner brat af mod dybet, skraber man ofte næsten paa bare fjeldet, især i en dybde af 0—5—15 favn, væggen er da altid tæt dækket af "tang" øverst Fucus arter, længere ned Laminarier, men fremfor alt Zostera; hvor skraaningen ikke er brat, finder man gjerne bunden desuden opfyldt af sand og større løse stene, gosaa af grus og dynd. Som man vil se, svarer disse 3 forskjellige slags bund efter den dybde, hvori man finder dem, nogenlunde til de 3 dybdebselter eller zoner: dybvandsbseltet, den koralline zone, og laminaria zonen, hvortil da ogsaa kommer littoralzonen.

Efter at have givet denne oversigt af fjordens dybde og bundens beskaffenhed paa de lokaliteter, jeg har undersøgt, og som for den største del falder søndenfor eller i alle fald kun faa nordenfor Drøbak, vil jeg forsøge at vise, hvorledes arterne er udbredt i de forskjellige dyb, — hvilket altsaa for de dybere bælters vedkommende tildels bliver det samme som at paavise udbredningen efter bun¬dens forskjellige beskaffenhed, — idet jeg derhos i tabellerne vil pege paa, hvorledes forholdet mellem de arktiske, boreale og lusitanske arter er i de forskjellige zoner.

 

2. Fortegnelse over de ved Drøbak levende molluskerefter deres udbredning i dybet.

1. Dybvandsbæltet. (120-40 favn.)

a. 120-80 favn.

b. 70 (80)-40 favn.

Fra 120—80 favn i alt 42 arter, hvoraf 34 som arktiske, 8 som boreale antagne.

Af disse arter er saavel her som senere de med * betegnede (enkelte rigtignok i andre varieteter) af M. Sars i bans program "Fossile Dyrlevninger fra Quartærperioden i Norge" anført som forekommende i vor Glacialformations deposita og derved med stor sikkerhed betegnet som oprindelig arktiske former. Disse er ogsaa samtlige udbredt i nutiden over den arktiske region i vort land — mange desuden til Grønland og Spitsbergen, — hvor flere af dem f. ex Area pectunculoides, Natica affinis ogsaa naar en større udvikling end her i fjorden. Af de øvrige er Nucula tumidula, Leda frigida, Axinus ferruginosus, Siphoncdentalium quinquangulare og lofotense, Scissurella crispata, Admete viridula, Plenrotoma nivalis og turricula, Scaphander librarius og Philine quadrata ifø1ge Sars og Lovén utvivlsomt arktiske former, sandsynligvis ogsaa Axinus Croulinensis og eumyarius, Philine Lovenii, (der rimeligvis kun er en varietet af P. scabra) og Utriculopsis vitrea, Sars (der efler Jeffreys er identisk med Utriculus globosus, Lovén). Kelliella abyssicola, Sars antages af ham for at være en "hidtil paa grund af sin ringe størrelse overseet arktisk form" (se Nyt Mag. for Naturv. 1870, Side 206); Jeffreys antager den for yngelen af Isocardia cor, L. Endnu mere tvivlsomt er det, om Pecten similis, Laskey og Pecten abyssorum, Lovén skulde vise sig at være arktiske former. Pecten similis regnes af Lovén til Middelhavsregionen; den findes dog ogsaa i Finmarken og i Lofoten 300 favn (se Jeffr. Br. Conch. Vol. II side 72, Vol. V side 168) og var efter Asbjørnsen ikke funden søndenfor Bergen, da ban først fandt den her i fjorden, hvor den slet ikke er sjelden selv paa meget betydelige dyb i store explr., mens den høiere oppe enkelte steder f. ex. ved Hallangspollen 15—25 favn er meget hyppig; i vor Glacialibrmations mergeller kunde den maaske være forvexlet (Sars Quartserp. side 35)medP. groenlandicus, Sowerby, der ogsaa af Jeffreys (Br. Conch. Vol. II side 73) antages for en arktisk varietet af vor art eller maaske for hovedformen, Pecten abyssorum, Lovén, Sars er af Lovén antaget for at være en boreal art; den er dog sandsynligvis, som Jeffreys antager, kun en glat varietet af P. vitreus, Chemnitz, der hos os neppe er funden levende søndenfor Bergen og er en ægte arktisk form (funden fossil i postglacialt muslingler ved Barholmen Drøbak), altsaa at regne som en sydligere — den gaar dog idetmindste til Lofoten — senere udviklet form af den oprindelige typiske art, der er arktisk. Neæra-arterne er rimeligvis boreale eller Middelhavsformer, maaske med undtagelse af Neæra obesa, Lovén, der ved Lofoten gaar ned til 300 favn og endnu findes ved Øxfjord i Finmarken.

Fra 10—5 favn i alt 38 arter, hvoraf antagelig 16 af arktisk, 9 af boreal og 13 af lusitanisk oprinielse.

Ved den lusitanske region forstaar jeg, hvad Jeffreys kalder "Southern", ved den boreale, hvad Jeffreys kalder ,,Northern", fraregnet den arktiske, hvilken jeg betragter som en egen region.

De med * betegnede arter er, som ovenfor omtalt, af Sars anført som fossile i vor glacialformation; med hensyn til de øvrige arters indordning i sine respektive regioner har jeg væsentligen holdt mig til Lovén og Sars, tildels til Forbes og, hvor Jeffreys's særdeles nøiagtige oplysninger for hver arts udbredelse kunde give et vink, ogsaa til ham. Skjønt der her kunde vsere anledning til bemærkninger og redegjørelser for mange arters vedkommende, maa jeg lade det fare, da det vilde føre mig for vidt.

Dette forsøg paa at ordne de forskjellige arter efter sin oprindelse i tabeller efter dybden, føler jeg selv altfor godt, kun er et forsøg; mange feil vil hefte ved det, som grundigere undersøgelser, end jeg har havt anledning til, vil fremdrage: dog haaber jeg det ikke er ganske uden værd. Skjønt jeg i det væsentlige har henholdt mig til mine egne erfaringer, har jeg ogsaa i listerne optaget ikke faa arter, som jeg selv ikke har paatruffet, men som er anført af Asbjørnsen, Sars og Jeffreys, dog kun, hvad jeg for Drøbaks vedkommende ansaa for sikkert, for at samle alt, hvad der bidtil i denne egn er fundet af marinemollusker; navnlig maa jeg bemærke, at jeg, hvad Rissoa- og Odostomiaarterne angaar, kun har kunnet anføre lidet, da jeg endnu ikke tilstækkelig paalidelig har faaet bestemt mine explr; begge slægter ligesom tlere andre vil rimeligvis ved nærmere undersøgelser paa de forskjellige dybder findes i langt flere arter end her anført.

Med hensyn til dybderegionerne skal jeg kun gjøre et par bemærkninger. Jeg har først og fremst faaet det indtryk, at gæendserne mellem dem i alle fald, naar man kommer dybere end 10 favn, paa ingen maade er skarpe, men at de tværtimod lidt efter lidt gaar over i hverandre, og dernæst, at de i betydelig grad er afhængige af andre forholde f. ex, strøm, forringelsen af vandets saltgehalt ved ferskt vand fra bække og især af bundens beskaffenhed. Paa Stormedet, 40 — 60 favn, hvor strømmen er stærk, gaar f. ex mange af den koralline zones og endog laminaria-zonens arter ned, medens de ellers neppe findes saa dybt, endskjøndt bunden er annerledes. Som ex. paa bundens indflydelse kan nsevnes fø1gende. I den trange lerbundsrende udenfor Hallangspollen — den er saa snever, at jeg undertiden ikke var istand til at finde den igjen — træffer man paa omtrent 20 — 25 favnes dyb mange arter, som man ellers ikke, i alle fale ikke i nogen -— for hver arts vedkommende relativ — mængde, støder paa, førend paa Stormedets lignende bund 40—60 favn, saaledes neppe nogensteds paa paa Langgrunden, hvor dybden enkelte steder er over 30 f. Af saadanne arter fra Hallaagspollens ligesom isolerede rende kan nævnes: Pleurotoma turricula, af og til, Admete viridula, hyppig, Natica affinis, ikke saa sjelden, Chiton Hanleyi og alveolus, sjeldne, Cylichua alba, af og til, Panopea plicata, Neæra rostrata, sjeldne, Axinus flexuosus, Leda lucida og pygmsea, Nucula sulcata, tennis, men isser tnmidula, Area pectunculoides, sjelden, Pecten siruilis, aim. o. s. v. Et andet exempel er, at Terebratula-arterne ved Drøbak gaar betydelig høiere op end andre steder.

Naar man imidlertid tager hensyn til de forandringer, som andre forholds indflydelse bevirker paa dybdebælternes begrændsning, tror jeg, at man ogsaa ved Drøbak vil gjenfinde de samme zoner, som af Forbes og Sars er opstillet, skjønt man maaske ikke maa tillægge denne lov for udbredelsen i dybet altfor stor betydning. Ogsaa jeg tror at have fundet, at laminariabæltet ikke kan regnes dybere end til 10 favn. Den af Sars opstillede region mellem 10 og 20 favn vil vist ogsaa ved Drøbak gjenfindes; jeg har imidlertid ikke faaet stof nok samlet til at kunne gjennemføre i tabellerne en saadan adskillelse af dette bælte fra den koralline zone. Denne, finder jeg med Sars, bør ikke regnes at gaa dybere ned end til 40 f. Bæltet fra 40—70 f. har jeg for Drøbaks vedkommende troet at finde saavidt forskjelligt fra resten af dybvandsbæltet, at jeg har adskilt det derfra, uden at jeg dog dennegang, før jeg faar undersøgt dette grundigere, vil karakterisere det nøiere, isser da det gaar aldeles umærkeligt over i det følgende bælte med sin rent arktiske karakter.

Jeg skal dernæst kun tilføie et par bemærkninger ved enkelte af de af mig fundne arter, idet jeg forøvrigt med hensyn til sjeldenbed i forekomst, udbredelse i dybet o. s. v. henviser til tabellerne.

3. Lamellibranchiata

Anomia ephippium, Linné.

Varieteten squamula fandtes i mængde paa Skipellemedet 70 favn, derimod ikke saa hyppig høiere oppe; var aculeata ikke almindelig, isser paa 10—40 f. Jeg fandt af og til ogsaa det fastheftede skal stærkt besat med pigge og ligesaa tykt som det frie øvre skal. Anomia patelliformis, Linné. Varieteten striata ikke ganske sjelden i Bundefjorden 5—20 f; af og til ogsaa paa Stormedet, Drøbak 40—60 f., sjelden dybere.

Ostrea edulis, Linné.

Skjønt man vistnok ikke kan sige, at denne art er sjelden i fjorden, har jeg dog aldrig truffet den i mængde, kun enkeltvis. Ved Drøbak i alle fald omtalte fiskerne det som en stor sjeldenhed, at en for flere aar tilbage havde fundet en hel del samlet paa en plet. Anlægget af kunstige østersbanker er forsøgt strax nordenfor Kaholmen.

Pecten septemradiatus, Müller.

Pecten Danicus, Chemnitz.

Denne art findes ved Drøbak ingenlunde i nogen mængde, men dog særdeles almindelig. En ganske eiendommelig varietet af denne art fandtes i et eneste levende explr. ved Holmestrand 40 f. Da den er saa afvigende fra den hos os sædvanlige form, at jeg, hvis jeg ikke havde fundet et par explr., der synes mig at danne overgangen, vilde have holdt den for en egen art, hidsætter jeg beskrivelsen.

Pecten septemradiatus, Müller, var. crebricostatus.

Testa inæquivalvis. nisi ad auriculas sequilatera, ventricosa, seque longa ac alta, solidula, margine cardinali 11/27 lonpitudinis totius sequante; plicæ 4 ab umbone radiantes, rotundatse, elevatse, fere aquales, interstitiis latiores sculptura primum e costis ciciter 50 elevatis, rudibus, propter strias nuuierosas concentricas crebre subtiliter articulatis, planatis, supra medium vix distinguendis, sulcis angustis profundis dijunctis, laterorum nullis; secundum e striis ab umbone radiantibus, supra medium tenuissimis, inferius notabilioribus, parum undulatis, articulatis, 4—8 co-stam unainquamque, 2 — 4 sulcos singulos tegentibus, later¬orum ssepe dichotomis cum ceteris angulum fere rectum formantibus. Valva superior coccinea, depressa, dimidia Fupra medium fere planata, versus marginem ventralem arcuatim inclinans, valvam inferiorem accurate marginibus tegens, nusquam prominens; valva inferior e cano alba, prope umbonem rosea, valde convexa. Testa intus alba, margaritacea, nitida, plicis obsoletis, prope marginem ven-tralera obsolete sulcata, marginibus profunde dentatis; im-pressiones musculorum distinctse, impressio valvse superio-ris fere centralist irregulariter elliptica, valva? inferioris propius a latere sinistro et a umbone, elliptica; cavitas cartilaginis lata, profunda, prsesertim in valva inferiore, marginibus prominentibus. Auriculae posteriores anticis psene dimiuio breviores, costis nullis; auriculae anticse costis 5 ab umbone radiantibus, reticulatse, margine serratse. Sinus byssi nullus, Longit. 27 mm., altit. 27 mm., crassit. 14 mm. Som det af beskrivelsen sees, udmserker denne varietet sig f0rst og fremst ved sin overordentlig bugede og inasquivalve form og sin eiendommelige skulptur, dernæst især ved sin ligestore længde og bredde — hvorved den adskiller sig fra var Dumasii — ved ørernes form, ved at den indre rand er stærkt tandet, og ved total mangel paa sinus o. s. v. Muligt at den, naar jeg faar undersøgt dyret, viser sig at være en egen art.

Peoten similis Laskey.

Pecten tumidus, Turton, Lovén.

Denne art anføres af Asbjørnsen som ikke almindelig paa et dyb af 40—140 f. Mig har den ved Drøbak forekommet særdeles hyppig og endog betydelig høiere oppe f. ex ved Hallangspollens indgang i renden der paa 20 - 25 f.; en var. med det flade skal stærkt perlemoderglindsende til sølvhvidt, det hvælvede glasklart er ikke saa ganske sjelden.

Mytilus edulis, Linné.

Mangesteds i fjorden er denne nyttige art stærkt udryddet. Et explr. fra Bundetjorden var paa den indre side af del ene skal forsynet med en fastsiddende i forhold til størrelsen enorm perleagtig gevæxl; den er omfrent 1 ½ tomme i diameter, 3/4 tomme høi, blaa, mørk sammensat af fine lag, del ene udenom det andet.

Nucula sulcata, Bronn.

Ved Drøbak især almindelig ved Hallangspollen 20—30, medens derimod N. nucleus, Linné forekom mig temmelig sjelden.

Nucula tumidula, Malm.

Nucula pumila, Lovén.

Denne arktiske form, der for er funden almindelig her i fjorden paa 40—120—230 f., gaar ved Hallangspollen op til 20-30 f.

Leda minuta,Müller.

Leda caudata, Donowan, Loven.

Denne art er ligesom fere andre ellers ikke saa almin¬delig forekommende arter, ved Hallangspollens indgang paa 10—30 f. særdeles hyppig, ellers har den kun meget sjelden forekommet mig; Asbjørnsen fandt kun var.  Loven. Jeg har, skjønt kun i et par expln, ogsaa fundet var.  Lovén = var, brevirostris hos Jeffreys.

Arca pectunculoides, Scacchi.

Arca raridentata, Wood.

Denne art gaar ved Braatemedet op til 20 f, men er meget almindelig paa større dyb især paa Skipellemedet 70 f., fastheftet til tangstumper o. s. v. med sin byssus. Paa Storemedel fandtes et halvt skal 10 mm. langt, hvis ydre omrids svarer til den af Sars i hans og prof. Th. Kjerulfs program for 1860 "Iagttagelser over den postpliocene eller glaciale Formation" givne tegning side 60 fig. 3 a af den mere bugede finmarkske form, der ikke findes her i fjorden.

Montacuta substriata, Mon tagu.

Ikke sjelden. Asbjørnsen fandt i almindelighed 2—4 paa underfladen af hvert individ af Spatangus purpureus; jeg fandt paa et enkelt individ 16, paa et andet 6.

Montacuta ferruginosa, Montagu.

Montacuta tenella. Lovén.

Denne rimeligvis arktiske form forekommer ifølge Sars levende ved hele kysten til Øxfjord i Finmarken, ogsaa ved Grønland og efter Jeffreys i Middelhavet. Lovén anfører den for Bohuslan under navn af M. tenella; her i fjorden er den ikke fundet for, men anføres af Malm som ingenlunde sjelden ved Gøteborg 18—23 f. Jeg fandt den levende ved Drøbak meget sjelden, Hallangspollen 25—30 f., lerbund og paa Langgrunden 12—16 f., men i sædeles store explr. et endog 8 mm. langt. Sars har fundet den fossil i vor postglaciale formation.

Axinus Croulinensis, Jeffreys.

Ikke ganske sjelden ved Drøbak, paa Storemedet og Skipellernedet 40—80 f., Rødtangdybet 100 f.; den gaar ved Holmestrand, hvor jeg fandt den sjelden, op til 30 f.

Axinus ferruginosus, Forbes.

Denne art, der anføres af Sars og Jeffreys fra 50—120 favn af og til, forekommer almindelig paa Skippellemedet og Stormedet, men er vanskelig at udskille af dyndet paa grund af sin rnørke rustfarve; ogsaa ved Holmestrand 40—60 f; ved Hallangspollen gaar den op til 30 f.

Kelliella abyssicola, Sars.

An = Isocardia cor. Linné, juv?

Jeg har ligsaalidt som Sars fundet overgangsformer mellem denne og Isocardia cor. Mine største explr, fra Rødtangdybet 100 f. maaler 3 1/4 mm. og er altsaa ganske ubetydelig større, end den af Sars angivne længde 2 2/3 mm.

C a r d i u m echinatum, Linné.

Ikke saa sjelden ved Drøbak paa forskjellige dyb 10—60 f. Furerne mellem ribberne forekommer mig at være del bedste mærke til at adskille denne form fra C. aculeatum, Linné; ribbernes antal er intet mæke, da jeg ikke saa ganske sjelden har fundet explr, med 21 og 22 ribber. (Jeffreys angiver for C. aculeatum 20—22, for C. echinatum 20.)

C a r d i u m minimum, Philippi.

Cardium suecicum. Reeve.

Anføres af Asbjørnsen som ikke almindelig, 10 — 20 f.; Jeffreys angiver den fra 10—100 f. Den er paa enkelte steder ved Drøbak f. ex. paa Stormedet særdeles hyppig, ogsaa ved Holmestrand ikke sjelden; paa store dyb som f. ex. paa Rødtangdybet 100 f., er den sjeldnere og har ogsaa slærkere skulplur; man finder den omtrent paa alleslags bund, mest paa lerbund. Lovén og Forbes angiver ribbernes antal til 30, Jeffreys 28—30; enkelte explr. har dog 31-32, ja et havde 33 ribber, saa dette forhold er lidet konslant.

Isocardia cor. Linné.

Jeg har ikke fundet denne art levende i fjorden, men af og til brudstykker af fossile skal ved Drøbak. Sars fandt den i et lidet explr. ved Aasgaardstrand; af hr. Verkrüzen opdroges ved Vallø et fuldvoxent explr. mod en egen slags bundskrabe af blik, der stak dybt ned i dyndet; maaske man ved anvendelse af denne vilde finde den hyppigere, Imidlertid er den hidtil fundet altfor sjelden, til at man godt kan antage den for den udviklede form af Kelliella abyssicola, Sars.

Astarte sulcata, Da Costa.

Særdeles almindelig overall i flere varieteter; f. ex.

var. Danmomiensis, var. Scotica, var. elliptica = Crassina elliptica, Brown = Astarte semisulcata, Loven, var. paucicostata, var. truncata o. s. v. Den forekommer paa alleslags bund, ogsaa skjønt ikke ofte forskjellige varieteter sammen med den særdeles udprasgede form elliptica. Jeffreys omtaler i sit fortrinlige værk "British Conchology" Vol. V side 183 en mellemform mellem denne varietet og den typiske form som funden fossil ved Belfast og levende ved Færøerne; ved Skipellemedet 70 f. fandt jeg ogsaa et saadant overgangsled, skjønt meget sjelden. Den har den typiske forms stærke ribber, der ikke forsvinder paa siderne, og dens stærkt krenulerede indre rand; den ydre form staar omtrent midt imellem begge, men den har varietetens dobbelt saa store muskelindtryk.

Scrobicularia prismatica, Montagu.

Sjelden, Langgrunden 15—18 f., Stormedet 40—60 f. og flere steder. Mine explr. har undertiden en mere langstrakt form end de engelske. Scrobicularia alba, Wood. Gaar ved ved Holmestrand ned til 40 — 50 f, Scrobicularia piperata, Bellonius. Trigonella plana, Da Costa, Lovén. Af denne art, der ikke tidligere er anført her fra fjorden, fandtes kun et halvt skal, Drøbak 20 f.; maaske fossilt fra vor postglaciale formation, hvor den er funden almindelig i muslingleret. Del er dog sandsynligt, at den findes levende i fjorden, da den findes ved vor syd- og vestkyst til Stat og af Malm anføres som almtndelig ved Gøteborg.

Thracia prsetenuis, Pulteney.

2 levende fuldvoxne explr. af denne for fjorden nye art fandtes paa Langgrunden, Drøbak 10 -20 f. 1869; senere har jeg gjenfundet den der meget sjelden. Den findes forøvrigt nordlig til Lofoten og fossil i vor postglaciale forma¬tion; i glacialtiden fandtes den ogsaa i Middelhavet. Epi¬dermis bagtil og langs randen mørk brun.

Thracia papyracea, Poli.

Thracia phaseolina, Lamarck, F & H.

Af var. villosinscula, der ikke anfores af Asbjørnsen, fandtes et halvt, men friskt skal paa Langgrunden, 20 f. Drøbak.

Panopea plicata, Montagu.

Anføres af Sars som sjelden; paa Skipellemedet er den dog ikke saa ganske sjelden; ogsaa ved Holmestrand.

Pholas crispata, Linné.

Den er uden tvivl ikke saa særdeles sjelden ved Drøbak, hvor jeg ligesom tidligere Sars fandt den indboret i løse kridtstykker, hvoraf jeg ikke fik saa faa op; i Bundefjorden fandt jeg kun løse skal.

Xylophaga dorsalis, Turton.

Asbjornsen fandt paa Drøbaksgrunden 10—15 f. et levende individ af denne art; mig forekom den ved Drøbak temmelig almindelig paa Drøbaksgrunden 10—30, Stormedet 40 -60, Skipellemedet 70—80 f,. i løse træstykker; at den er alt andet end sjelden viste sig deraf, at hr. Verkrüzen og jeg fra Skipellemedet 70 f. opdrog en 10—12 fod lang egestok, hvori omtrent 300 individer.

Dyret er ikke altid, som Jeffreys siger, ensfarvet hvidt, med undtagelse af foden, der er "tinged with buf at its extremity", altsaa gulagtig, Vistnok fandt jeg den i alm. saaledes farvet, men de explr., jeg har fra hin egestok, var i del hele mørke. Siphonerne, der ikke kan trækkes ind, var hvide til rødaglige; kappen mørk rødbrun og kroppen ligesaa. De største explr. maalte 12/14 med mer; tvkkelsen 11 mm.; Forbes's størsie var 5 1/2 linie.

Foruden den stærke midtribbe er der ofte 1 — 2 utydelige bagenfor den; rygskjællene i alm. særdeles forskjellige og uregelmæssige med hensyn til form og størrelse selv paa samme skal, saa del ene undertiden knapt er en trediedel af del andet.

Da det rimeligvis, efter hvad jeg har kunnet finde derom ikke er synderlig kjendt, hvorledes — ikke hvorved, thi del er endnu ikke paavist den ødelægger den haarde eg paa kryds og tværs, vil jeg berøre dette lidt noiere. Den fra Skipellemedet 70 f. optrukne stamme var omtrent 10 — 12 fod lang og 1 3/4 fod i omkreds; det yderste lag var raadnet i omtrent en halv tommes tykkelse, indenfor dette var veden aldeles frisk, haard eg. Ved første øiekast var der inlet mærkeligt ved stokken uden at den raadne, ligesom svampede overflade var opfyldt af Anomia ephippinim, var. squamula, der i store overordentlig flade og tyndskallede explr. sad fast paa den. Saa man nøiere til, opdagede man imidlertid her og der talrige fine huller i fra kun et punkts til en à to millimeters størrelse, siddende tæt sammen i klynger paa 10—20-30 stykker, der led ane tilstædeværelsen af et levende væsen indenfor. Sagede man stammen tværs over i en afstand af et kvarter paa begge sider af hullerne, kunde del endnu maaske hende, at man inlet vilde faa at so uden den friske eg; men om man derefter kløvede en saadan afskaaren stub i træets længderetning, opdagede man snart aarsagen til hine huller, der kun var den ydre, trange aabning for rummelige gange, i enden af hvilke befandt sig de skjønneste explr. af Xylophage dorsalis. Forgreningen af gangene fra de tætsammensiddende ydre huller kan sammenlignes med den maade, hvorpaa blomsterstilkene udspringe fra tilsyneladende et punkt paa den saakaldte enkelte skjerm (umbella simplex) hos Umbellifererne; forfulgte man en enkelt gang fra dens udspring, vilde man i almindelighed finde, al den gjennem del 1/2 tomme lykke raadne lag beholdt sit ringe tværsnit næsten uforandret, dernæst, naar den kom til den haarde ved, begyndte den al udvide sig lidt efter lidt, idet den stadig gik i diagonal eller skraa retning 4 tomme til 1 tomme og havde da i almindelighed en diameter af 6—8 mm.; saa bøiede den gjerne temmelig brat af og gik i træets længderetning, idet den samtidig udvidede sig stærkere, indtil den ikke tiltog synderlig mere i tykkelse, fortsættende sig oflest 2—4 tommer i samme reining mod enden, hvor dyret laa; den havde der undertiden et tværsnit af 15—16 mm. Jeffreys siger, at gangene er flaskeformige og kun 1 1/2 tomme lange; jeg fandt gangene næsten cylinderformede, naar man ikke lager hensyn til den aabningen nærmeste tilsnevrede del, og i travels længderetning — altsaa fraregnet det stykke, der gik paa skraa eller diagonalt — at være indtil 4 tommer, almindelig 3 1/2 og 3, og del var som oftest kun unge individer, der ikke havde mere end 1 1/2—1 tomme lange gange. De gik ofte parallele og ødelæggelsen var saa fuldstændig, at væggene mellem dem mangen gang neppe var papirtykke; naar de stundom stødte sammen, forandrede gangen retning. Skjønt gangene vistnok undertiden gik i alle retninger, skulde jeg dog tro, at de altid tilsidst gaar i træets længderetning, om dyret ingen kolleger møder, og saaledes ingenlunde som Jeffreys og Forbes siger, "against the grain of the wood, in a diagonal manner". Ogsaa fra enden at stokken havde de boret sig ind med aldeles rette gange, der 1/2 tomme fra aabningen og nedover var aldeles cylinderformede. Xylophaga udfører ikke som Teredo sine gange med kalkrør; de er særdeles zirlig forarbeidet, ganske glatte og ligesom dreiede. De var næsten allid, hvad jeg ingensteds finder bemærket, opfyldt med et overordentlig fint gulbrunt mel, der formodentlig ikke er andet end den afskavede træsubstans. Xylophaga dorsalis spiller uden tvivl en betydelig rolle ved ødelseggelsen af treværk, der paa en eller anden maade er nedsænket paa sjøbunden. især skulde jeg tro paa større dyb.

4. Gasteropoda

Chiton Hanleyi, Bean.

Sars fandt den i et expir, ved indgangen til Hallangspollen 25 f., Jeffreys anfører den fra 25—60 f. Paa Stormedet er den maaske ikke saa ganske sjelden 40—60 f.

Chiton alb us, Linné.

Asbjørnsen anfører denne art som sjeldnere paa 10—30 f. Ved Drøbak er den en af de almindeligste arter paa Pilerabben 18—25, ogsaa ikke sjelden paa Stormedet 40—60; i Bundefjorden 40 f. Jeffreys angiver farven som "yellowish white"; brunagtige explr. er dog hos os ikke sjeldne.

Chiton ruber, Lowe, Jeffreys.

Chiton lævis, Pennant, Lovén.

Naar Jeffreys anfører denne art som ny for fjorden beror dette paa navneforvexling, idet allerede Asbjørnsen anfører den under navnet C. lævis, Pennant som meget sjeldnere end C. marmoreus, Fabricius, hvilken sidste han benævner C. ruber Linné. Den er dog ingenlunde sjeldnere end denne, men meget almindelig baade ved Drøbak 18 — 20 og 40—60, og i Bundefjorden 30—40 f. Helcion pellucidum, Linné. Gaar ved Stormedet ned til 40 f.

Puncturella Noachina, Linné.

Denne art er ved Drøbak temmelig almindelig, skjønt ingensteds i mængde, Hallangspollen 20—25, Stormedet 60—70 favn.

Colobocephalus costellatus, M. Sars.

Af denne overordentlig sjeldne form, hvoraf Sars kun fandt to explr., et ved Drøbak 70—80 f., et ved Vallø 200—230, fik jeg op et par explr. fra 40—50 f. dyb Stor¬medet. Foden forekom mig at række længer udenfor skallet end af Sars angivet; dels bevægelser vare heller ikke saa langsomme. Dyret synes ikke at kunne trække sig ind i skallet; det ene af mine spiritusexplr. har foden aldeles udstrakt.

Colobocephalus? Sp.

Paa Skipellemedet 70 f. fandt jeg i de første dage af Juni et explr. af en mollusk, der synes mig at maatte henføres til denne slægt. Det levende dyrs størrelse var antagelig 6—8 mm, altsaa meget større end C. costellatus. Af skallet var desværre kun spiret tilbage; del er aldeles glasklart, gjennemsigtigt, glat og glindsende uden epidermis. Dyret lignede ved sin farve, form, vendingernes antal, hovedets eiendommelige dannelse, mangelen paa tentakler, den stilkede fod dyret af C. costellatus; derimod manglede øinene, og fodfuren kunde jeg ikke se tydelig, ligesom ogsaa foden var forholdsvis kortere og hredere end hos denne art. Nogen diagnose og beskrivelse af denne art, som om den gjenfindes, sikkert vil vise sig at være ny for videnskaben, vil jeg her ikke give, da jeg kun fandt det ene explr., som desuden manglede det meste af skallet; at den ikke, som jeg først troede, er identisk mod Bulbus (Natica) Smithii, Brown (=N. aperta, Lovén = N. flava, Gould), hvis dyr jeg ikke kjender, fremgaar af spirets form.

Admete viridula, Fabricius.

Temmelig almindelig ved Hallangspollens indgang 18—30 favn, hyppigst paa Stormedet 40—60 f., sjelden paa Rødangdybet 100 f. og derover. Størrelsen er oftest 8—10 mm., sjelden 15 mm.; formen er da gjerne mere slank.

Trophon clathratus, Linné.

Medens hovedformen er meget sjelden, forekommer varieteten Gunneri af og til paa Langgrunden 10—25 f. ogsaa paa Stormedet 50—60 f.

Fusus antiquus, Linné.

Et skal omtrent 75 mm. langt fandtes ved Drøbak 20—25 f. Ny for Kristianiafjorden.

Defrancia Leufroyi, Michaud.

Et noger angrebet 11 mm.. langt skal, der utvivlsomt synes at tilhøre denne art, fandtes paa Stormedet 60 f. Ribbernes antal paa sidste vending 19, spiralstribernes antal henimod 30. Ny for Kristianiafjorden.

Pleurotoma nivalis, Lovén.

Mine største explr. fra Stormedet 50 f. maalte vel 14 mm. (Sars's 10 mm.). Et explr. lignede ved sin særdeles skarpe kjøl P. carinata, Bivona.

Utriculopsis vitrea, M. Sars.

An = Utriculus globosus, Lovén.

Denne art synes ikke at forekomme saa ganske sjelden ved Drøbak, hvor jeg fandt den i et halvt snes explr., hvoraf et par havde en lengde af 4,5 mm. og en bredde af 3 1/2—4 mm. (Sars angiver dimensionerne til 3 og 2 1/2 mm.). Jeffreys siger, at spiret er synlig paa unge individer, men skjult paa fuldvoxne explr. af Utriculus globosus, Lovén, hvilken han holder for identisk med denne art; Lovén angiver imidlertid sin arts dimensioner til 4/3-4/2 mm., — der altsaa er større end de af Sars fundne for Utriculopsis vitrea — uden at gjore opmserksom paa dette forhold. Mine explr., selv de mindste, havde alle spiret skjult.

Actæon tornatilis, Linné.

Asbjørnsen fandt et par explr. af den typiske form; jeg fandt 2 explr. af var. tenellus = Actæon tenellus, Lovén ved Drøbak, Langgrunden 10—20 f.

Bulla utriculus, Brocchi.

Bulla Cranchii, Leach, F. & H.

Ogsaa ved Drøbak forekommer denne form, der af Sars anføres fra Laurkullen og Bollærene 20—30 f,, meget sjelden paa Stormedet 50—60 f.

Philine scabra, Müller.

Sjelden paa Stormedet 40—60 f., Rødtangdybet 100 f.; ogsaa ved Holmestrand 40 f. P. Lovenii, Malm, der ved Drøbak er temmelig hyppig, er vistnok kun en varietet; jeg har fundet explr., som ligegodt kunde henfores til begge.

Hero formosa, Lovén.

1 explr. fra Stormedet 40 f. Farven var ikke som paa Sars explr. lys brungraahvid, men melkehvid, gjennemskinnende, med svagt rosenrødt skjær.

Tritonia plebeia, Johnston.

1 explr. 3/4 tomme langt toges ved Kaholmen 18 f. Farven var oventil og paa den øverste halvdel af kroppens sider brunviolet hvidpunkteret, mørkere brun mellem gjellerne; mellem og bag tentaklerne en hvidgul tegning som et omvendt T. Tentaklerne svagt gulrøde med mørke skeder; kroppens sider nedentil, velum og foden blaahvid. Velum .belt med 7 papiller; gjællernes antal 6 paa hver side. Den er ikke anført her fra fjorden, men funden af Lovén ved Bohuslän.

Polycera quadrilineata, Müller.

P. cornuta, Abildgaard, Lovén (I. M. S. pag, 6).

Et lidet explr. af den typiske form toges paa Stormedet 50—60 f. Af var. b hos Jeffreys (Br. Conch. Vol. V pag. 75) toges 3 explr. ved Skipelleodden 16—20 f. paa laminarier. De var overordentlig livlige i sine bevægelser og svømmede stadig op til vandets overflade i observationsglasset. Den er ikke anført hverken af Asbjørnsen eller Sars.

Doris muricata, Müller.

Den af Sars (Nyt Magazin for Naturvidenskaberne 1851, pag. 195) omtalte rustbrune varietet fra Bergen.

Øxfjord og Grønland blev ikke paatruffet af Asbjørnsen; paa Langgrunden 18—25 f. fandt jeg et halvt snes explr. af den sammen med den almindelige form.