Myzostoma giganteum

Myzostoma giganteum, n. sp.

Tab. I, fig. 3 & 4.
Denne art nærmer sig betydelig M. gigas, Lütken i udseende og bygning. Jeg antog den derfor først for at blot en varietet af denne; men efter omhyggelig undersøgelse finder jeg at maatte opstille den som en ny art, og har givet den navnet M. giganteum for at antyde dens slægtskab med M. gigas.
Fra denne skiller M. giganteum sig i sit ydre ved et tykkere, stærkere og ikke saa fladt legeme — rygfladen er tvdelig hvelvet og falder brat af mod den tynde, gjennemskinnelige rand, medens den hos M. gigas er fladere, skraaner jevnt af mod randen, der derved ikke bliver saa skarpt differentieret, og tversnit af denne faar saaledes et mer, som Graff siger, linseformet (lenticular) udseende. Hertil bidrager ogsaa, at bugen hos M. gigas almindelig er ganske flad, medens den hos vor art gjennemgaaende er ikke ubetydelig konkav (tab. IX, fig. 1).
Kroppens tykkelse er temmelig forskjellig hos de to arter. Paa tversnit af et exemplar af M. giganteum, der var 4,3 mm bredt, var kropstykkelsen 1 mm., medens et exemplar af M. gigas, 4 mm. bredt, havde en tykkelse af ikke mer end 0.6 mm.
Hos M. giganteum er dernæst bugfladen glat uden ophøininger, medens M. gigas langs midten af bugfladen har en fremspringende forhøining eller valke (saa er idetmindste tilfældet paa de exemplarer, jeg har havt til undersøgelse). Ude i denne valke eller udkrængning er bugstrengen delvis beliggende, idet dens midtre parti bøier sig ud deri, saaledes at bugstrengen mindre grad faar en konvex ventralflade og en konkav dorsalflade (tab. IX, fig. 1), medens den hos M. giganteum er konvex paa begge sider; dertil kommer ogsaa, at hos denne art er bugstrengen smalere og betydelig tykkere og skilt fra ventralfladens ectoderm ved et betydeligt bugmuskellag, medens den hos M. gigas er yderst flad og tynd og ikke adskilt fra ectotermet ved et saa udviklet muskellag.
Fra denne midtre langsløbende valke hos M. gigas udstraaler dernaest radiære valker, en til hvert parapodium. Disse kommer fra de til parapodierne gaaende radiære bugmuskelbundter (musculi centrales). Noget lignende kan ikke sees hos M. giganteum.
Begge arter er paa rygfladen besatte med vorter, der er synlige med ubevæbnet øie, M. giganteums rygflade synes dog at være mer rynket, hvilket vistnok kan vasre frembragt ved sammentrakning i spiritus, men som dog maa have sin f maaske kommer det af, at hudmuskler og hudlag her er tykkere), idet det optræder konstant paa de exemplarer, jeg havt af denne art, medens exemplarerne af M. gigas har været betydelig mindre rynkede.
Parapodierne har hos M. giganteum en betydelig tykkere og bredere basis, ligesom de helt igjennem er stærkere. Parapodiernes og hudkjertelsækkenes2) stilling omtrent som hos M. gigas. Kjertelsækkenes aabninger er ovale og betydelig fremspringende med stjerneformigt udstraalende furer.
Cirrerne synes som regel at være længere end hos M. gigas, maaler fra 0,17 mm. til 0,2 mm., medens de paa de exemplarer, jeg har havt af M. gigas, ikke har været over O.11 mm. lange. Graff angiver jo imidlertid samme bengde af cirrerne hos M. gigas som hvad jeg har fundet M. giganteum (han angiver 0,16—0,2 mm.)
Cirrerne er imidlertid hos denne sidste ikke stillet i saa dybe indskjæringer og kropsranden er ikke saa indbogtet (fig. 3 & 4) hos M. gigas.

Størrelsen synes at kunne være omtrent den samme hos begge arter, idet det største exemplar af M. giganteum var 7 mm. lange.
Farven er hos M. giganteum brunlig rødviolet (nærmere sig madder-brown), mørkere paa midten, lysere og mer gulagtig du mot kropsranden (fig. 3).
At denne farve, ligesom den efterfølgende arts, skulde være kommen kunstigt fra verten (Antedon cetica), der har en lignende farve, antager jeg mindre sansynlig, da spiritusen, hvori crinoideme laa, var ufarvet og syntes ikke at have opløst noget farvestof.
Med hensyn til sin indre bygning adskiller vor art sig fra M. gigas for det første ved at have et betydelig mer udviglet svælgrør. Jeg har saaledes maalt længden af svælgrørets muskelbulbus paa horisontalsnit af to omtr. lige store exemplarer af M. giganteum og et af M. gigas. Det første var 4 mm. langt og muskelbulbusens længde 0,9 mm. Det sidste 4,25 med mer. men med en muskelbulbus af ikke mer end 0,6 mm.s længde, altsaa forholdsvis ikke fuldt 2/3 af det førstes. En forskjel viser sig ogsaa paa tversnit, idet muskelbulbusen paa M. giganteum er tykkere.
En anden forskjel mellem de 2 arter viser sig i fodkjertlernes bygning. Hos M. giganteum er der foruden den egentlig hagekjertelmasse, hvori hagerne (hoved-, støtte- og bi-hager) ligger, paa indsiden af denne en mægtig gren med kjertelagtigt væv, der strækker sig indover mod dyrets centrum (tab. II, fig. 1, h k, fig. 10, h. k). I midten af denne masse er sammenhaengende store aabne vacuoler, der staar i forbindelse med det rum, hvori hovedhagen er beliggende, og paa denne maade altsaa communicerer med overfladen. (Se herom senere under den specielle beskrivelse af disse organer).
Lignende gren med kjertelvæv kan knapt spores hos M. gigas, der findes blot antydning dertil, som neppe lægges merke til, naar man ikke specielt har sin opmerksomhed henvendt derpaa.
Hageorganerne synes ogsaa i det hele taget at have en svagere udvikling hos M. gigas end hos M. giganteum.
Fra mavens tarmdel udgaar hos M. giganteum ligesom hos M. gigas, blot to tarmgrene, en, der forgrener sig til den forreste halvpart af kroppen og en, der forgrener sig til den bagerste halvpart. Disse to grene udgaar tæt ved hinanden lige bag den ringfold, der adskiller den egentlige mave fra tarmdelen (se herom under beskrivelsen af maven).
Vert: Antedon celtica Marenzeller (Sladen)1) funden paa Norske Nordhavsexpedition, stat. 343. (Nærheden af Spitzbergen).
Der fandtes forholdsvis meget faa exemplarer (ialt 4) paa den mængde af denne crinoider, der var bragt hjem med expeditionen.
Disse sad altid paa skiven i nærheden af mundaabningen. Arten hører altsaa til de mer fastsiddende myzostomer.
Komplimentære hanner forefindes, jeg fandt en, siddende under bugen paa et af de største exemplarer. Dette er dog vel en mer usædvanlig stilling; sansynlig sidder hannerne her som hos de øvrige arter, hvor jeg har fundet dem, paa hermaphroditens ryg. Denne hans længde var mellem 1/3 og 1/2 af hermaphroditen.
Hannen viste omtrentlig den samme bygning som hermaphroditerne selvfølgelig med undtagelse af kjønsorganerne.
Nervesystemet syntes maaske noget mer udviklet i forhold til størrelsen.